Søg

Dirigent: Diana Bojanic

Ny ung dirigent til Tønderkoret

En veluddannet musiker er flyttet til Tønder.

Diana Bojanic er uddannet kandidat/master i klassisk klaver fra det Jyske Musikkonservatorium og Det kongelige Musikkonservatorium i Madrid. Hun er desuden uddannet organist.

Diana er lige blevet ny dirigent for Tønderkoret, et arbejde der består af en ugentlig aften á 3 timer 15 gange i efteråret og 15 gange i foråret.

Koret glæder sig meget til det kommende samarbejde med Diana Bojanic.

Vi starter efterårssæsonen onsdag d. 30. august kl. 18.30 på Tønder grundskole, Holmevej 2, 6270 Tønder. Vi synger i musiklokalet.

Diana er klassisk pianist og organist, der beskæftiger sig med solooptræden, akkompagnement og kammermusik. Desuden er hun aktiv indenfor diverse genrer som jazz, tango og samtidsmusik.

Hun har spillet koncerter i Spanien, Frankrig, Polen, Tyskland, Sverige og Kina og mange steder i Danmark.

Som rytmisk pianist har Diana spillet blues, jazz og tango nuevo med improvisation både solo og i forskellige grupper. Hun har desuden været primus motor i Allegro Akademiet i København.

Som musiker er man nødt til at stykke sit arbejdsliv sammen af mange forskellige dele for at få det til at løbe rundt. Det er jo en form for sæsonarbejde.

Ved siden af jobbet som dirigent for Tønderkoret, arbejder Diana som klaverlærer på Kulturskolen i Tønder og er for nylig startet som organist i Ullerup kirke.

Man har allerede hørt Diana spille til Tønder Museums 100 års jubilæum og 1. oktober spiller hun til fællessang og dirigerer Tønderkoret ved Bibliotekets 100 års jubilæum.

Hvor er vi heldige at have fået et så alsidigt talent til byen!

Koret består af ca. 25 sangere. Har du lyst til at synge, så mød op i musiklokalet på Tønder grundskole onsdag d. 30. august kl. 18.30. Man bliver ”høj” af at synge.

På Tønderkorets vegne

Tove Bogh Frederiksen

20124731

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Vi øver onsdage kl. 18.30 til 21.15 i Musiklokalet på Grundskolen, Holmevej 2, 6270 Tønder.

Nye medlemmer er meget velkomne. 

     

------------------------------------

Gennem 30 år har Tønderkoret virket som samlingspunkt for glade amatørsangere i marsklandet. 

Koret er kendetegnet af et seriøst arbejde for at holde fast i traditionerne, for at lade mennesker mødes, trække vejret sammen og bryde ud i skøn korsang. 

Koret er oprettet i 1988 på basis af en sanggruppe i FOF-regi, ledet af Karlo Christensen.. 

Dets første dirigent var Niels Haagensen 

Den 21. april 1990 havde koret sin første koncert. 

Fra 1991-1992 var Jytte Stjerne Petersen dirigent. Hun blev afløst af Mikkel Andresen, som i 1993 igen blev afløst af Kirsten Juul Sørensen, der var dirigent indtil 2012. Herefter overtog Henrik Svane ind til efteråret 2017, hvorpå Christina Edinger tog over indtil december 2018. Korets dirigent fra januar 2019 til februar 2020 var Bodil Gormsen. Derefter var Antonia Blaser korets dirigent til sommeren 2023. Fra august 2023 er korets dirigent Diana Bojanic

Igennem årene har koret stået for og deltaget i en bred vifte af koncerter og arrangementer. 

Af væsentlige arrangementer kan nævnes traditionen med årlige cafèkoncerter. 

Vi tilstræber at koret kan give julekoncerter i enkelte af egnens kirker. 

I årenes løb har koret deltaget i flere arrangementer - i flæng kan nævnes: festivalgudstjeneste i Tønder kristkirke, opførelser af Vadehavssuiten, arrangementer med Grænsekorene, kirkekoncerter, korstævner, arrangementer i forbindelse med vielsen af HKH Prins Joakim og HKH prinsesse Marie, Tønder Festival og meget mere. 

Koret er fra den 1. januar 2022 tilknyttet Løgumkloster Musikaftenskole. Medlemskontingent vedtages på den årlige generalforsamling.

Koret er medlem af foreningen: Danske folkekor.